Kontraster i Hong Kong - og i livet

Hong Kong er kontrasternes sted lige nu - med gadekampe og demonstrationer og med tid til ro og stilhed på Tao Fong Shan, fortæller volontør Rebekka Linde  

Det er mandag formiddag. Det har været en langsom morgen med lidt søndagsstemning over den. Sådan er det ofte. Jeg sidder på terrassen foran Ascension House med udsigt over Sha Tin - i forgrunden junglen, hvor det lige nu sværmer med guldsmede og sommerfugle, i baggrunden frodige, grønne bjerge og midt i det hele en jungle af beton.

For lidt mere end tre måneder siden sad jeg i mit hjem i Århus. Det var en sommerdag i slutningen af juni, jeg havde en måned forinden opsagt mit værelse, og den sidste uges tid var gået med at flytte alle mine ejendele hjem til mine svigerforældre i Kolding samt at rengøre og male.

Natten havde jeg brugt i Hedensted, hvor jeg netop havde haft min sidste vagt som handicaphjælper. Nu kunne jeg gå all in på det bryllup, som skulle stå en uge senere, og som vi slet ikke var i nærheden af at være i mål med.

Set i retrospekt havde jeg i den periode lidt for mange bolde i luften. Og det mærkede jeg da også, da jeg en måneds tid senere havde tid til at stoppe op og trække vejret. Da mærkede jeg stressen.

Lad mig introducere mig selv:
Jeg er Rebekka, én ud af fem volontører i Ascension House. Jeg er 22 år gammel, og så er jeg gift med min gode Stefan. I seks uger har jeg boet på Bjerget, hvor Jesusvinden blæser, Tao Fong Shan. Her er jeg trådt ind i en måde at leve på, som står i skarp kontrast til det, som jeg forlod i Danmark.

Det er som om, tiden går lidt langsommere her. Arbejdet i huset er så simpelt, at det næsten kan opleves meditativt for mig; opvasken, skift af sengetøj, vask af sengetøj, gåturen ned ad bjerget for at handle. Jeg har tid til at gøre det, som jeg har lyst til, og som jeg ved er godt for mig. Jeg får læst, tegnet, malet og givet mig i kast med andre kreative projekter.

Derudover er jeg sikker på, at de tre daglige bønner, som både indebærer bøn, sang og stilhed, bidrager til den ro, jeg oplever. Rytmen i denne måde at leve på har vist sig at passe mig rigtig godt.

Men dette sted, som står i kontrast til det, jeg kender, er også kontrastfyldt i sig selv.

Mens jeg oplever ro og tryghed i mit hjem på bjerget, oplever Hong Kong-kineserne det modsatte. Hong Kongs gader er i weekenderne fyldte med mennesker, som er både bange og vrede. Mennesker, som føler en enorm utryghed for fremtiden, og som desperat kæmper for en fremtid med håb.

Hong Kong rummer meget og er meget. Hong Kong er overvældende smuk natur; vilde udsigter, smukke bjerge, strande, vandfald. Det er storby med masser af liv. Det er vandreture, og det er cafébesøg. Det er et folk i oprør, frygt og depression. Magtesløshed og vrede.

Og for mig, her i vores lille oase på Tao Fong Shan, er Hong Kong tid og ro. Det er tid med Gud. Tid med andre troende. Det er muligheden for at lade sig inspirere af Østen.
At lade tiden gå langsomt.

/Rebekka Linde

Bottom